Spring til indhold

Boligorganisationen Tårnbyhuse tilfreds med farvel til tidligere hovedentreprenør af hensyn til både økonomi og beboerne

Pressemeddelelse

Tårnby, 11. august 2023

Boligorganisationen Tårnbyhuse tilfreds med farvel til tidligere hovedentreprenør af hensyn til både økonomi og beboerne

Boligorganisationen Tårnbyhuse besluttede d. 22. juni 2020 at ophæve kontrakten med Vida A/S som hovedentreprenør med ansvar for renoveringen af den almene boligbebyggelse Saltværkshuse i Kastrup. Det skete efter store, vedvarende forsinkelser fra Vidas side af økonomiske hensyn – og for at beskytte beboerne mod yderligere gener. Selvom boligorganisationen i dag i voldgiften er blevet pålagt at betale 16 mio. kr. for tidligere tilbageholdte betalinger og kompensation samt 1,5 mio. kr. i sagsomkostninger til Vida, er boligorganisationen fortsat godt tilfreds med at have ophævet kontrakten. Det havde nemlig kostet et større beløb i form af yderligere ekstrabetalinger, hvis arbejdet var fortsat. Og det havde dertil medført yderligere helt urimelige gener for afdelingens beboere.

Boligorganisationen Tårnbyhuse opsagde i juni 2020 kontrakten med entreprenøren Vida A/S efter en grundig inddragelse af faglig rådgivning. De beregninger, der blev foretaget af fagøkonomer inden beslutningen, varslede på det tidspunkt et forventet tab for boligorganisationen ved at fortsætte samarbejdet med Vida på 18,7 mio. kr. Dertil vil komme en ekstraudgift på 600.000 kr. pr. måneds yderligere forsinkelse, hvis der ikke straks blev grebet ind. Så selv med afgørelse i voldgiftsretten, hvor Boligorganisationen Tårnbyhuse nu skal betale 16 mio. kr. for tidligere tilbageholdte betalinger og kompensation samt 1,5 mio. kr. i sagsomkostninger, var det rettidig omhu, da Boligorganisationen Tårnbyhuse traf beslutningen om at sige farvel til samarbejdet med Vida.

Den oprindelige tidsplan for projektet var planlagt til at tage tre år. Men i december 2019 viste Vidas opdaterede tidsplan en forsinkelse på 2 år og 4 måneder, med en ekstraudgift alene til drift af byggepladsen på 18,7 mio. kr. Dertil vil komme en månedlig ekstraudgift på 600.000 kr. i form af manglende lejeindtægt, ekstra teknisk og juridisk rådgivning m.v.

Sammen med rådgivere vurderede boligorganisationen derfor, at det ville være mindst lige så bekosteligt at lade byggeriet fortsætte under Vidas ledelse som at opsige kontrakten og få en ny hovedentreprenør ind for at overtage opgaven – i godt samarbejde med de underentreprenører, der valgte at fortsætte arbejdet. Udover de økonomiske omkostninger forbundet med Vidas store forsinkelse medførte denne samtidig store daglige gener for de genhusede beboere. Det blev afgørende for beslutningen.

Med opsigelsen af kontrakten og indgåelsen af et nyt samarbejde med Einar Kornerup A/S som entreprenør er projektet siden bragt tilbage på sporet. Forsinkelsen er reduceret med et halvt år i forhold til Vidas forsinkede plan og byggeriet forventes nu færdig i november i år.

Torben Magaard, formand for organisationsbestyrelsen i Boligorganisationen Tårnbyhuse ærgrer sig over voldgiftens afgørelse men slår samtidig fast, at det var den rigtige beslutning at opsige Vida som entreprenør grundet forsinkelser i byggeprojektet:

”Det var den rette beslutning at stoppe byggeriet for Boligorganisationen Tårnbyhuse både fra et økonomisk perspektiv og af hensyn til vores beboere. Vi vil tilbyde endnu flere gode boliger til et bredt udsnit af borgere i Tårnby Kommune. Det kræver, at vi bygger effektivt og sikrer boliger, der er til at betale. Udvikler det sig forkert, griber vi ind – ud fra en samlet vurdering om, hvad der er rigtigt økonomisk og bedst for vores beboere. Den tidligere entreprenørs store forsinkelser havde bragt flere beboere i en helt uholdbar situation, hvor de i årevis ikke ville kunne være i deres hjem.”

Formanden siger videre:

”Det indgår ikke i en voldgiftsrets grundlag at vurdere sådanne menneskelige konsekvenser, men det indgår i høj grad i vores beslutningsgrundlag. Vi er da kede af, at Vida skal have penge, men vi betaler altid, hvad vi skylder. Og det ændrer jo heldigvis ikke på, at den samlede beslutning var rigtig. Vi er samtidig meget glade for samarbejdet med nuværende entreprenør Einar Kornerup A/S, som virkelig har fået hånd om sagen. Og projektet følger nu meget fint den nye tidsplan.”

Saltværkshuse i Kastrup består af fire boligblokke med 169 lejligheder med tilhørende grønne arealer fra 1948. Projektet indeholder blandt andet en etablering af nye familieboliger ved boligsammenlægninger, nye tilgængelighedsboliger for handicappede med tilhørende elevatorer samt ny tagetage. Derudover udskiftes taget og vinduerne, ligesom der etableres altaner og private haver.

Alle lejligheder opgraderes med nye tekniske installationer, køkkener, badeværelser og gulve.

For yderligere oplysninger kontakt:

Boligorganisationen Tårnbyhuse
Direktør Torben Hansen
Telefon: 32 50 49 00 / Mail: taarnbyhuse@taarnbyhuse.dk

Skip to content