KLAGEVEJLEDNING
Husorden og klagevejledning
Denne vejledning er en orientering om håndtering af overtrædelser af husordenen. Den skal vejlede dig som beboer, når der opstår situationer, som kan give anledning til klager.
1) Tal først med din nabo
Vi anbefaler altid, at du forsøger at tale med din nabo, inden du klager, for at bevare det gode naboskab.
2) Har du brug for rådgivning, inden du klager?
Du kan finde husordenen for din afdeling på din beboerweb. Her kan du se, om husordenen overholdes. På beboerwebben kan du også finde 7 gode råd til det gode naboskab.
3) Hvordan kan jeg klage?
Du kan klage ved at bruge klageformularen herunder. Når du har udfyldt formularen, skal den underskrives elektronisk. Det kan du gøre med enten MitID, upload af billedunderskrift eller ved at tegne din underskrift på skærmen.
Gå til klageformularen (åbner i ny side)
Det er vigtigt, at der i klagen er en uddybende forklaring af, hvad der er oplevet. Har du spørgsmål, kan du kontakte os her:
Send en mail til husorden (åbner din mailklient)
Dokumentation er vigtig, hvis sagen skal fremlægges i beboerklagenævnet eller boligretten.
4) Hvad sker der, når jeg har klaget?
Når Boligorganisationen modtager klager over en beboer, vil vi enten skrive en henstilling til vedkommende eller invitere til et dialogmøde. Her vil begge parter (klager/påklagede) være til stede sammen med vores to mediatorer. Formålet er at finde en fælles løsning til alles tilfredsstillelse. Forud for et dialogmøde er der mulighed for partshøring i boligadministrationen.
5) Kan jeg være anonym?
Vi kan ikke behandle anonyme klager, medmindre der er tale om trusler på livet, som i givet fald skal anmeldes til politiet. Du skal være opmærksom på, at den påklagede kan søge aktindsigt jf. persondataforordningen og dermed få oplyst, hvem der har fremsendt klagen.
Du skal også være opmærksom på, at en klagesag kan ende i boligretten, hvor man i henhold til retsplejeloven har pligt til at møde op og afgive vidneforklaring. Det samme gør sig gældende for eventuelle vidner.
6) Beboerklagenævnet
Sender du nye klager, som dokumenterer, at dialogmøderne ikke har hjulpet, har du mulighed for selv at indbringe sagen for Beboerklagenævnet i Tårnby Kommune. Beboerklagenævnet tager ikke stilling til sager, hvor dokumentationen alene består af videoer, lydoptagelser eller billeder. Sagsbehandlingstiden er typisk 2 til 3 måneder.
Information til dig, som klager
Inden du sender din klage, bør du gøre dig bekendt med husordenen for din afdeling, så du ved, hvilke regler der gælder. Du kan forvente at modtage svar eller afgørelse inden for 14 dage fra modtagelsen.
