Spring til indhold

Første spadestik på Tårnby Stadion

Den 22. juni 2022 kl. 13.00 blev de første spadestik taget af formand Torben Magaard og borgmester Allan S. Andersen. 

Klik på fotos for at se i fuld størrelse.

Nederst på siden kan du læse formand Torben Magaards tale.

Tårnby Stadion – Første spadestik tale

Kære alle fremmødte – velkommen

Mit navn er Torben Magaard. Jeg er formand for organisationsbestyrelsen i Boligorganisationen Tårnbyhuse.

Boligorganisationen Tårnbyhuse har eksisteret i Tårnby Kommune siden 1944 og har fra første færd, været en del af løsningen med at skaffe boliger til alle.

I hvert eneste årti siden 40’erne har boligorganisationen opført nybyggeri til unge, ældre, enlige og familier. Vi er derfor også glade for, at vi står her i dag til 1. spadestik for at opføre ungdomsboliger i samme bygning hvor kommunen samtidig opfører børneinstitution og klubfaciliteter.

Ungdomsboliger i den størrelsesorden er nyt for både kommunen og os som boligorganisation, så vi glæder os derfor også ekstra meget over, at det er lykkedes.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den første placering af bygningen har voldt os kvaler – men ikke desto mindre endte en ellers opstemt nabohøring i, at 48 ungdomsboliger blev til 96.

Jeg vil gerne takke Tårnby Kommune og vores fælles rådgiver Domus Arkitekter for et godt og konstruktivt samarbejde, totalentreprenøren Dyrlund Sørensen og deres rådgiverteam Mangor & Nagel arkitekter samt OJ rådgivende ingeniører for deres engagement i projektet. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde det næste halvandet års tid.

Stor ros skal også lyde til styregruppen, som har arbejdet med projektet fra dets spæde start. Også tak til det personale i administrationen, som har med projektet at gøre.

Vi i Boligorganisationen Tårnbyhuse er meget forventningsfulde og glæder os til om cirka 18 måneder hvor det flotte projekt gerne skulle stå færdigt så:

  • De unge mennesker kan flytte ind
  • Små børn kan starte i deres nye institution
  • Sportsklubberne kan benytte deres nye faciliteter

Hvem ved om ikke en lille pige eller dreng kommer til at have denne bygning som hele deres omdrejningspunkt fra han/hun starter i børnehave, senere bruger fritiden til atletik eller fodbold, for til sidst at flytte ind i en ungdomsbolig mens der læses på drømmeuddannelsen. Alt det lige her i Tårnby.

Held og lykke med byggeriet af daginstitution, klubfaciliteter og ungdomsboliger – jeg håber at byggeriet kommer godt i gang og sikker i havn og at ingen medarbejdere kommer til skade undervejs.

Og med disse ord vil jeg på boligorganisationens vegne bede jer alle om at råbe et trefoldigt HURRA for byggeriets begyndelse.

Byggeriet længe leve!!! Hurra Hurra Hurra.

Skip to content