Spring til indhold

Gratis ferieoplevelser for børnene i Tårnbyhuse

En god sommerferie med børn behøver ikke koste en formue. Tårnbyhuses boligafdelinger ligger midt i smørhullet på Amager, hvor natur, strand og spændende aktivitetsområder giver masser af muligheder for gratis oplevelser for hele familien.

Af Heidi Andersen

Fra troldejagt og skatepark til strandliv, naturudflugter og hyggelige timer på biblioteket er der masser af muligheder for at skabe gode ferieminder uden at bruge en krone. Her har vi samlet nogle af de bedste gratis oplevelser i dit nærområde.

Legeplads og pumptrack på Ugandavej

På Ugandavej finder du en moderne legeplads med aktiviteter for børn i alle aldre. Her kan børnene prøve kræfter med den populære pumptrack-bane, hoppe på trampoliner, gynge, lege på vipperedskaber og udforske de mange legemuligheder. Området er oplagt til en aktiv eftermiddag med familien.

Tag på troldejagt på Amager

Børn elsker skattejagter, og på Amager kan jagten gå efter nogle af de store trolde skabt af kunstneren Thomas Dambo.

Suttetrolden Sanka
I Remiseparken ved Peder Lykke Centret gemmer Suttetrolden Sanka sig blandt træer og grønne områder. Selve jagten er en stor del af oplevelsen, og undervejs kan familien udforske stierne, kigge efter fugle og nyde naturen. For mange børn bliver turen en blanding af eventyr, motion og fantasi.

Trolden Bjarke Cirkelsten
Ved den lille skov nær Søvang i Dragør finder du Bjarke Cirkelsten. Trolden sidder ved kanten af en lysning omgivet af store sten og er et oplagt mål for en hyggelig familieudflugt.

Du kan finde flere oplysninger om alle Thomas Dambos trolde på:

Troldekort (åbner i nyt vindue)

Trolden Bjarke Cirkelsten ved Søvang i Dragør

Tårnby Skatepark

På Blykobbevej ligger Tårnby Skatepark, en mindre skatepark bygget i beton. Parken er særligt velegnet til begyndere og giver mulighed for at øve sig på skateboard, løbehjul eller rulleskøjter i trygge omgivelser.

Eventyr ved stranden

Amager Strandpark er et oplagt udflugtsmål for børnefamilier. Her kan børn bygge sandslotte, fange krabber, samle muslingeskaller eller blot plaske rundt i det lave vand.

De store strandarealer giver plads til både leg og afslapning, og med en madpakke i tasken kan stranden nemt danne rammen om en hel dags oplevelser.

I strandparken ligger også Naturcenter Amager Strand, som året rundt tilbyder naturoplevelser for familier. I weekender og skoleferier arrangeres der ofte gratis aktiviteter, hvor børn og voksne kan lære mere om strandens dyr og planter.

Du kan læse mere på deres hjemmeside:

centrets hjemmeside (åbner i nyt vindue)

Naturpark Amager

Naturpark Amager er et af Danmarks største naturområder og ligger lige i nærheden. Her kan børn løbe frit omkring, bygge huler af grene, spotte køer og får eller undersøge insekter og planter.

Mange familier tager cyklerne med og udforsker de mange stier gennem det åbne landskab. Området giver mulighed for store naturoplevelser uden lange køreture eller dyre entrébilletter.

Overnatning i naturen

Der er gode muligheder for at tilbringe en nat i Naturpark Amager. Enten i et af Naturpark Amagers mange shelters eller i køje eller telt fra et af de områder du også må benytte. Det er populært at overnatte i naturen, det er derfor en god idé at booke shelterne på forhånd.

Book shelter (åbner i nyt vindue)

Sommersjov Tårnby Hovedbibliotek og Vestamagers Bibliotek

Børnebiblioteket byder på bøger, spil, kreative aktiviteter og masser af plads til leg og fordybelse. Her kan hele familien få nogle hyggelige timer sammen, uanset vejret. I det hele taget er det godt at holde øje med Tårnbys Hovedbibliotek og Vestamager Bibliotek for her holdes ofte mange gode events for børn og voksne.

Besøg bibliotekets side (åbner i nyt vindue)