Spring til indhold

Nyt regeringsgrundlag giver nye muligheder for Tårnby

Boligorganisationen Tårnbyhuse: Nyt regeringsgrundlag giver nye muligheder for Tårnby

I går fik vi en ny regering, og i dag er Jacob Mark udnævnt til ny børne-, ældre- og boligminister. Stort tillykke – vi glæder os til samarbejdet.

Det nye regeringsgrundlag åbner en række muligheder for at styrke boligudviklingen i kommunerne, og dem ønsker Tårnbyhuse at være en aktiv medspiller i.

“Vi hilser regeringens ambitioner på boligområdet velkommen. Det giver en oplagt mulighed for at tiltrække investeringer til Tårnby Kommune og samtidig skabe flere gode og betalbare boliger til mennesker med almindelige indkomster. Ikke mindst kan det være med til at forbedre boligmulighederne for ældre borgere, som har behov for moderne og tilgængelige boliger,” siger Kurt Simonsen, formand for boligorganisationen Tårnbyhuse.

Boligorganisationen Tårnbyhuse vil derfor tage initiativ til dialog med borgmester Allan S. Andersen om at nedsætte en arbejdsgruppe med deltagelse af Tårnby Kommune, kommunalbestyrelsen og de almene boligselskaber.

“Vi skal sikre, at Tårnby får mest muligt ud af de muligheder, regeringen lægger op til. Derfor foreslår vi, at vi samler de relevante aktører og ser på, hvordan vi sammen kan skabe flere attraktive og betalbare boliger til helt almindelige mennesker i kommunen,” siger Kurt Simonsen.

Boligorganisationen Tårnbyhuse ser frem til et tæt samarbejde med Tårnby Kommune om at omsætte de nye politiske muligheder til konkrete løsninger til gavn for både nuværende og kommende borgere.