Spring til indhold

Mulig fusion mellem TKB og Tårnbyhuse – pressemeddelelse

Tårnby den 27. oktober 2021

Tårnby Kastrup Boligselskab søger fusion med Boligorganisationen Tårnbyhuse

Arbejdspapirer for fusionsgruppen – infomøde 4.11.2021.

Download arbejdspapirer for fusionsgruppen

Tirsdag den 26. oktober 2021 besluttede organisationsbestyrelserne for Boligorganisationen Tårnbyhuse og Tårnby Kastrup Boligselskab at indlede en proces, som skal føre til, at Tårnby Kastrup Boligselskab fusioneres ind i Boligorganisationen Tårnbyhuse. Målet er at skabe en styrket og mere samlet boligorganisation i Tårnby Kommune – der kan skabe gode vilkår for beboerne og bidrage til at skabe gode rammer for liv i Tårnby Kommune.

Begge organisationers fundament blev bygget i 40’erne som et initiativ, der skulle sikre, at ansatte i Københavns Lufthavn havde et godt sted at bo. Siden hen har opgaven med at sikre gode boliger til et bredt udsnit af borgere i Tårnby samt at bidrage til at gøre Tårnby til en attraktiv kommune at bo og leve i, været centralt for arbejdet i begge organisationer.

Boligorganisationen Tårnbyhuse administrerer cirka 2.200 lejemål og er en veldrevet boligorganisation, der administreres effektivitet – med et effektiviseringstal på 90,4% mod et regionalt gennemsnit på 79,3%. Boligorganisationen er i samarbejde med kommunen og det lokale idrætsliv, i øjeblikket i gang med et stort byggeprojekt ved Tårnby Stadion, der skal etablere 96 nye ungdomsboliger og samtidig sikre nye omklædningsfaciliteter, café og børneinstitution, som skal skabe bedre vilkår for foreningslivet i nærsamfundet.

Sideløbende arbejder boligorganisationen med at renovere den eksisterende bygningsmasse og skabe nye projekter, der kan give flere boliger, sikre bedre rammer for beboerne og give tilbud om en egnet bolig til kommunens borgere i alle aldre og med vidt forskellige indkomster. Boligorganisationen Tårnbyhuse ser derfor også positivt på regeringens udspil om at bygge nye almene boliger i området på Syrefabriksgrunden (Øresundsparken) ved Amager Strand – og er parat til at bidrage til at få et projekt planlagt og eventuelt gennemført.

Formanden for Boligorganisationen Tårnbyhuse, Torben Magaard siger:

”Det glæder mig, at vi kan samle kræfterne lokalt og på den måde blive endnu bedre til at løfte vores opgaver. Vi kan bruge sammenlægningen til at gøre vores arbejde for vores eksisterende beboere endnu bedre – og samtidig udvikle og bygge flere gode boliger til et bredt udsnit af borgere i Tårnby. På den måde, kan vi yde vores bidrag til at gøre Tårnby til en attraktiv kommune at bo og leve i. Det er også derfor, vi hilser regeringens plan om at bygge nye almene boliger i området på Syrefabriksgrunden velkommen. Og vi er parat til at bidrage til at få projektet udviklet, planlagt og gennemført”.

Tårnby Kastrup Boligselskabs cirka 1.300 lejemål administreres i dag af KAB. Boligselskabet har valgt at søge fusion med Boligorganisationen Tårnbyhuse for i endnu højere grad at indgå som en del af det lokalsamfund boligerne ligger i.

Bo Quist Besser, formand for Tårnby Kastrup Boligselskab, siger:

”Vi vil gerne være en tættere del af det lokale fællesskab. Og vi kan jo se, at Boligorganisationen Tårnbyhuse har fundet et godt og effektivt set up for administration, samtidig med at boligorganisationen bidrager til at renovere og bygge mange nye boliger. Det gavner hele kommunen. Og det gavner de eksisterende beboere, der bliver en del af en udvikling og et større og velfungerende fællesskab med tryghed og trivsel tæt på!

Fakta om Boligorganisationen Tårnbyhuse:

8 afdelinger – Bredagergården, Nordmarksgården, Tårnbyparken, Kastruphuse, Vægterparken, Randkløvehuse, Saltværkshuse og Flyverbo.

Lejemål: cirka 2.200.

De 8 afdelinger stammer fra det tidligere Boligorganisationen Tårnby 44 og Boligselskabet Flyverhuse som fusionerede i 2011.

Alle afdelinger ligger i Tårnby Kommune i en radius af 2 km.

Boligorganisationen har opført boliger siden 1948 og frem til i dag. I skrivende stund er vi i gang med at opføre 96 ungdomsboliger på Tårnby Stadion i samarbejde med Tårnby Kommune.

Boligorganisationen har 8 medarbejdere ansat i administrationen samt 24 medarbejdere ansat i driften.

Fakta om Tårnby Kastrup Boligselskab:

3 afdelinger – Allégården, Thyges Gård og Kastrupvænge.

Alle afdelinger ligger i Tårnby Kommune i en radius af 2 km.

Lejemål: cirka 1.300.

Boligselskabets afdelinger er opført i perioden 1945-1972.

Boligselskabet har 4 medarbejdere ansat i administrationen samt 10 medarbejdere ansat i driften.

Pressemeddelelsen er udsendt på vegne af organisationsbestyrelsen i Boligorganisationen Tårnbyhuse ved Torben Magaard og i Tårnby Kastrup Boligselskab ved Bo Quist Besser.

For yderligere oplysninger kontakt:

Boligorganisationen Tårnbyhuse

Direktør Torben Hansen

Telefon: 32 50 49 00 / Mail: taarnbyhuse@taarnbyhuse.dk

Skip to content