Til beboerne i Boligorganisationen Tårnbyhuse
1. oktober 2025
Boligorganisationen vil med dette brev informere om, at Torben Magaard har valgt at trække sig som formand og fra organisationsbestyrelsen. Vi er som samlet organisationsbestyrelse helt enige i, at dette er nødvendigt.
I stedet har organisationsbestyrelsen valgt undertegnede Kurt Simonsen som ny formand.
Torben Magaard har trukket sig efter at have oplyst os, at han tidligere på året ringede til borgmesteren i Tårnby Kommune og bad om en privat tjeneste. Torben Magaard bad om, om et familiemedlem kunne få tildelt en bolig i Tårnby via kommunens akutliste. Opkaldet skete udenom ledelsen i Tårnbyhuse, som derfor først har fået viden om den nu.
Vi kan konstatere, at Torben Magaards familiemedlem i starten af 2025 fik anvist en ældreegnet bolig i en af Tårnbyhuses afdelinger via Tårnby Kommunes akutliste. Lejemålet er en af de boliger, som Tårnby Kommune råder over permanent. Tårnbyhuse har ingen indsigt i Tårnby Kommunes håndtering af sagen. Vi går ud fra, at Tårnby Kommune har handlet efter de gældende regler og retningslinjer.
Som organisationsbestyrelse har det været afgørende for os at gribe ind, så snart vi havde viden om Torben Magaards opkald. Det er imod habilitetsreglerne, at en repræsentant for Tårnbyhuse blander private ønsker ind i dialogen med vigtige samarbejdspartnere. Det skader tilliden til udlejningssystemet – og kan medføre store, negative konsekvenser for Tårnbyhuse.
På grund af sagens alvor har vi søgt råd hos Poul Schmidt Kammeradvokaten. De anbefaler, at vi hurtigst muligt orienterer det kommunale tilsyn om sagen. Det gør vi derfor.
Advokaten slår samtidig fast, at vi ikke kan bede en lejer flytte ud på baggrund af en sag som denne – også selvom vedkommende eventuelt skulle have fået lejligheden på et grundlag, som vi ikke mener, er det rette. Juraen betyder, at vedkommende har ret til sin lejlighed.
Vi har behandlet sagen og har i den forbindelse sendt et brev til borgmesteren og beklaget, at vores tidligere formand har overtrådt habilitetsreglerne. På samme måde som vi ville tage fat i andre samarbejdspartnere, hvis en repræsentant for os gjorde noget forkert overfor dem.
Vi har siden hørt rygter om andre tilsidesættelser af ventelistesystemet. Disse har vi ikke kunnet bekræfte. Vi kan i sidste ende kun handle på informationer, vi kan dokumentere. Vi løber ikke efter rygter. Men hvis nogen har konkret viden, er det vigtigt at give denne videre til administrationen.
Organisationsbestyrelsen er meget kede af denne sag. Vi arbejder for, at alle i Boligorganisationen Tårnbyhuse skal føle sig godt og fair behandlet.
Hvis du som beboer har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på denne mail:
organisationsbestyrelsen@taarnbyhuse.dk (åbner din mail klient).
Med venlig hilsen
På vegne af organisationsbestyrelsen
Kurt Simonsen
