Spring til indhold

Første spadestik på Plyssen

    Formand Torben Magaard holder tale

    Den 23. april blev der afholdt første spadestik på Plyssen. Det var startskuddet til det nye byggeri på grunden til den gamle Danske Plyds- og Møbelstof Fabrik. Herunder kan du læse Formand Torben Magaards tale.

    Kære alle sammen

    Det er en stor glæde, at vi i dag kan tage første spadestik til Tårnbyhuses nye boligbyggeri lige her på grunden for den gamle plysfabrik kaldet Plyssen.

    Det opleves næsten magisk hvad vi kan opnå i fællesskab.

    Men det er i virkeligheden bare godt arbejde udført i samarbejde mellem mennesker der kan og vil, for det er ikke nemt at bygge almene boliger.

    Det er faktisk en kamp.

    En kamp mod stramme budgetter, stigende priser og en verden med økonomisk uro.

    Den kamp kan vi ikke klare uden opbakning fra alle vores engagerede beboere, som hver dag lægger kræfter i boligorganisationens demokrati.

    På grund af jer kan vi bygge gode, nye hjem til gode, nye naboer.
    Tak for det.

    Og det var heller ikke gået uden opbakning fra borgerne i kommunen.
    Tak for det.

    I er med til at sikre, at der nu kommer 180 nye betalbare boliger i Tårnby.

    ____

    Her på Amager gør vi det lidt anderledes end ham Trump.

    Vi tror på, at det er bedre at være sammen om løsninger, end det er at stå alene med problemerne.

    Det gælder også for et byggeri som dette. Det kan kun lade sig gøre i samarbejde med partnere.

    Byggeriet her på Plyssen havde ikke været muligt uden opbakning fra Tårnby kommunalbestyrelse.

    Så tak til hele kommunalbestyrelsen.

    Og tak til borgmester Allan Andersen.

    Jeres opbakning til fremtidens almene bolig gør en vigtig forskel for mange mennesker.

    Det gør Tårnby til et bedre sted.

    Sandheden er.
    At alt for mange mennesker med almindelige indkomster har svært ved at finde et sted at bo.

    Der er mange, der taler om behovet for flere billige boliger, især i Københavnsområdet.

    Men det os i Tårnby, som bygger dem.

    Fordi, vi accepterer ikke at nøjes.

    Vi accepterer ikke.
    At unge skal bo på sofaer, mens de venter på at en magisk løsning opstår.

    Vi accepterer ikke.
    At ældre skal vælge mellem økonomi og et ordentligt hjem.

    Vi accepterer ikke.
    At børnefamilier presses ud af de byer, de elsker.

    Vi tror på.
    At enhver gade, ethvert kvarter og enhver by ikke kun skal skabe muligheder for mennesker med høje indkomster, men også give plads til alle os, der tjener en normal løn eller mindre.

    Derfor insisterer vi på at bygge nyt.
    Bygge for mennesker, bygge muligheder og bygge fællesskab.

    ____

    En dag for snart 30 år siden sad jeg bag rattet i min røde Opel Kadet C.
    Med en proppet flyttetrailer, og radioen spillede ”Take That” Back For Good.
    Stadig en klassiker.

    Jeg kørte forbi lige her.
    Og jeg holdt ind, derovre.

    Jeg tømte min trailer for papkasser, og jeg flyttede ind i Kastruphuse.  

    Det var ikke stort.
    Men det var mit hjem, og jeg kunne betale huslejen.

    Der lugtede lidt af nyopført linoleum. Røgen fra tidligere lejer hang stadig i væggene, og naboerne hilste venligt.

    Det var samlivet med naboerne, der fik mig til at indse én ting. At almene boliger er ikke bare mursten og mennesker med forskellig baggrund, men gode hjem som vi kan skabe sammen. Det giver en følelse af at have et sted at høre til.

    Jeg vidste ikke meget om boligpolitik dengang.
    Eller bestyrelsesarbejde eller boligorganisationer. Jeg vidste bare, at jeg havde fået et hjem.

    Det var mit første møde med Tårnbyhuse. Jeg anede ikke, at det ville blive begyndelsen på et livslangt engagement, hvor jeg næsten 30 år senere skulle stå lige her skråt overfor mit eget gamle hjem og tage første spadestik til 180 nye hjem og det næste kapitel i Tårnbyhuses historie.

    For Plyssen er ikke bare endnu et prestige-byggeri med havudsigt.

    Udsigten er nu god nok. Både til vandet og til fremtiden for beboerne, der skal bo her, men byggeriet er anderledes. Det er begyndelsen på noget, der får stor betydning for mennesker med almindelige indkomster.

    Det får betydning for livet, ligesom Kastruphuse fik betydning for mig.

    ____

    Hvis I kigger rundt.
    Så ligner det måske ikke det store, men prøv at forestille jer det.

    Lige derovre.
    Vil en lille pige lære at cykle uden støttehjul, mens hendes far står med hjertet oppe i halsen og samler lidt ny energi efter al løberiet.

    Derhenne, står en bænk. Der sidder to ældre herrer og skændes hyggeligt om, hvilken Superliga-klub der er bedst.

    Og lige her.
    Hvor vi står nu, der bor en enlig mor, der får ny energi, eller en ældre mand der har mistet sin ægtefælle. Eller en familie, der har savnet et holdepunkt.

    Her bliver de mødt af liv, lys og luft, og en nabo, der hilser venligt på.

    Det er det som Plyssen skal være.
    Et sted hvor livet leves.
    Hele livet.

    Fra det første barnegrin i gården til de stille eftermiddage med kaffe på altanen.
    Et sted hvor mennesker har råd til at bo og lyst til at blive, fordi, de føler sig hjemme.

    Jeg har selv oplevet det.
    På den anden side af vejen i en lejlighed i Kastruphuse med små rum, men med plads til et stort fællesskab.

    Det er Tårnbyhuses DNA.

    Siden 1944 har vi bygget boliger med fokus på fællesskab, værdighed og mangfoldighed.

    Vi har bygget til alle, der har haft brug for et godt hjem og måske en ny begyndelse.

    Det gør vi stadig.
    Og vi gør det med blik for helheden.

    Mens vi bygger nyt, renoverer vi samtidig gamle afdelinger, blandt andet Kastruphuse – mit gamle hjem.
    Vi har renoveret Bredagergården og Saltværkshuse.

    Vi har samtidig gang i nye planer for Nordmarksgården, Flyverbo og Thyges Gård.

    Vi ser også mod Tårnby, mod fremtidens muligheder for at bygge flere gode hjem til flere mennesker, og i det hele taget bidrage positivt til udviklingen i Tårnby Kommune.

    Vi tør godt give vores bud på en vision for et bedre lokalsamfund.

    For når store magter i verden skaber afstand og utryghed, svarer vi igen med nærhed og trygge hjem med plads til liv, glæde og udvikling.

    Måske dagens første spadestik i virkeligheden er begyndelsen på noget større. Det nye Kastrup, hvor hele bydelen udvikles med hyggelige cafeer og grønne oaser. Med nye boliger, butikker og nyt liv.

    Området heromkring kan blive enestående for Københavnsområdet, hvis vi tør handle sammen og gør det rigtigt, så tror jeg at vi kan skabe en bydel, der i fremtiden er mere attraktiv end fx. Vesterbro er det i dag.

    Men i dag handler det om Plyssen.
    Lige her hvor vi står.

    Det kræver hårdt arbejde at komme i mål og samspil med gode partnere.

    Som totalentreprenør Einar Kornerup.

    Tak for det gode samarbejde, jeres indsats gør det muligt at overvinde vanskelige tider for at opføre almene boliger.

    Der er lang vej til de færdige boliger.

    Intet stort projekt bliver gennemført uden at støde på udfordringer, og når man så støder på udfordringer er det godt at have gode folk at stå sammen med, så man ikke er alene.

    Tak til AART Arkitekter for rådgivning og arkitekturen i projektet.  

    Og tak til advokaterne hos Molt Wengel og Poul Schmith for god rådgivning i dette specielle projekt.  

    Vi når kun i mål, når vi er mange gode kræfter, der løfter i flok.

    Derfor også en sidste tak til medarbejderne i administrationen for jeres indsats for at få dette projekt op at stå.

    Jeg glæder mig til den dag, hvor vi kan gå en tur mellem de nye bygninger, hilse på beboere, og måske høre den lille pige ringe med sin cykelklokke.

    Indtil da.
    Lad os markere mulighederne, som boliger der er til at betale, skaber for Tårnby og for den enkelte.

    Lad os udråbe et trefoldigt HURRA.
    For Plyssen, for dem der skal bo her, og for alle jer der gør det muligt!

    Byggeriet længe leve!
    Hurra! Hurra! Hurra!