Spring til indhold

Pressemeddelelse

Illustration af byggeriet på Plyssen

PRESSEMEDDELELSE

Tårnby, april 2025

Tårnbyhuse opfører 180 betalbare kvalitetsboliger på tidligere Plysfabrik-grund

Boligorganisationen Tårnbyhuse har i samspil med Tårnby Kommunalbestyrelse besluttet at opføre 180 almene familie- og ældreboliger på den tidligere plysfabrik-grund ved hjørnet af Saltværksvej og Amager Strandvej – i folkemunde kaldet ”Plyssen”. Projektet er et af de største almene byggeprojekter i hovedstadsområdet.

Efter der længe er talt om betalbare boliger af god kvalitet til danskere med almindelige indkomster i hovedstadsområdet, bliver der nu gjort noget markant ved det. På møde den 26. november 2024 godkendte kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune, at Boligorganisationen Tårnbyhuse kan igangsætte byggeprojektet. Og da kommunens økonomiudvalg nu har godkendt den endelige økonomi for projektet, er den sidste brik i puslespillet faldet på plads. Byggeriet kan sættes i gang, og det første spadestik bliver taget i april 2025.

Projektet med 180 almene boliger til familier og ældre er det største i Tårnby Kommune siden 1986. Der er mange byggerier af dyre privatboliger, men planer om betalbare boliger bliver sjældent til noget i det omfang vi ser nu med dette projekt.

Formand for bestyrelsen i Boligorganisationen Tårnbyhuse, Torben Magaard, siger om projektet:

”Opførelsen af de 180 familie- og ældreboliger på Plyssen er helt på linje med den strategi Boligorganisationen Tårnbyhuse har lagt for udvikling af vores boligorganisation i 20’erne. Vi mener det er vigtigt for udviklingen i kommunen, at der er gode og betalbare boliger for alle. Vi ser det som vores fornemmeste opgave at bidrage til en fortsat positiv boligudvikling i Tårnby kommune, ved at skaffe endnu flere gode boliger til et bredt udsnit af Tårnbys borgere. Boligorganisationen tager derfor også gerne fat på omdannelse af et erhvervsområde som dette og udvikle et beboelsesområde som skal være til glæde for beboere, naboer og kommune”.

Fra tidligere plys-fabrik til almene boliger

“Fra tidligere plys-fabrik til almene boliger” kombinerer bevarelsen af historiske bygninger med moderne nybyggeri. Projektet fokuserer på at skabe en sammenhængende bebyggelse, der binder bygninger, historie, kulturer og forskellige individer sammen. Dele af de gamle erhvervsbygninger bevares og tilpasses nutidens krav, mens nye punkthuse opføres i en stil, der harmonerer med de eksisterende strukturer.

Borgmester Allan Andersen / Tårnby Kommune udtaler:

”Jeg glæder mig utroligt meget til, at opførelsen af almene boliger på Plyssen går i gang. Adressen har ikke bare en spændende historie, men også en fantastisk beliggenhed. For os i kommunalbestyrelsen har det været vigtigt, at dette projekt er med til at sikre et alsidigt udbud af boliger til vores borgere, og den almene boligtype står for mig som borgmester mit hjerte meget nært.

Af de 180 boliger bliver der 110 familieboliger og 70 ældreboliger. En del af ældreboligerne bliver indrettet, så de bliver til handicapboliger, og blandt familieboligerne vil der også være flere 1-værelses boliger, som er oplagte til unge. En mere alsidig sammensætning kan man dårligt ønske sig. Samtidig har vi i forvejen et rigtig godt samarbejde med Tårnbyhuse, så jeg har store forventninger til, at vi også denne gang kommer i mål med et vellykket projekt.”

I projektet ombygges de gamle gule fabriksbygninger til ældre- og familieboliger samt festsal, dagligvarebutik og andre fællesrum. På grunden ligger der i dag en større betonhal som tidligere har huset en gokartbane samt flere fabriksbygninger som har huset blandet erhverv. Den store betonhal nedrives og betonen genbruges i projektet. På arealet bygges seks nye punkthuse på henholdsvis 4, 5 og 6 etager. I alt kommer der 180 nye almene boliger.

Projektet starter opførelse i foråret 2025 med forventet indflytning af de sidste beboere primo 2028.

Fakta om byggesagen

Grunden ligger på hjørnet af Amager Strandvej og Saltværksvej i Kastrup, Tårnby Kommune.

På grunden etableres i alt 180 nye almene boliger fordelt på 96 familieboliger, 70 ældreboliger og 14 mindre boliger. Derudover opføres en dagligvarebutik samt et fælleshus med forskellige faciliteter.

Projektet udføres i samarbejde med:

Bygherre: Boligorganisationen Tårnbyhuse

Totalentreprenør: Einar Kornerup

Kommune: Tårnby Kommune

Rådgivere:

Arkitekt: AART

Ingeniør: Sweco

Landskab: Landskabsarkitekterne Roskilde

Miljø: DGE Miljø- og ingeniørfirma A/S

Landmåler: Tvilum

Advokater: Molt Wengel & Poul Schmith

Bank: Jyske Bank

Fakta om Boligorganisationen Tårnbyhuse

Boligorganisationen Tårnbyhuse blev grundlagt den 1. januar 2011.

Den 1. januar 2023 blev det tidligere Tårnby Kastrup Boligselskab fusioneret ind i Boligorganisationen Tårnbyhuse.

Boligorganisationen består i dag af ca. 3.900 lejemål, der er fordelt på 13 afdelinger opført fra 1950 frem til 2024 og snart kan der med dette projekt tilføres endnu en afdeling.

For yderligere oplysninger kontakt:

Boligorganisationen Tårnbyhuse
Direktør Torben Hansen
Telefon: 32 50 49 00
Mail: taarnbyhuse@taarnbyhuse.dk